28 august, 2006

Madonna i Horsens

I torsdags, ikke så længe siden, var Signe, Rikke, Sophie, Anne Marie og jeg selv til koncert med Madonna - endnu engang havde vi formået at få billetter. Mikkel, Mikkel, Mikkel, Maj-Britt, Signe, Lars og Gitte havde også fået billetter og det lykkedes heldigvis at finde dem i mylderet.

Det er ikke hver dag Madonna er i Danmark, dette var vist første gang og hun har altid stået højt på listen over dem jeg gerne ville til koncert med - listen er efterhånden krydset helt af, lidt af en præstation hvis jeg skal sige det selv.

Vi fik udemærkede pladser, cirka svarende til at stå på asfaltvejen foran Orange scene på Roskilde Festivallen og efter lidt civil udlydighed fik vi lov til at stå på nederste trin af en trappe midt i området, som ellers ikke måtte bruges af publikum? At stå på trinnet gjorde at vi havde frit udsyn til scenen henover menneskehavet foran os.

Musikken var peppet lidt op, hvis det er muligt med Madonnas musik og var gennemgående god hele vejen igennem. Der var en kort periode i midten af koncerten hvor jeg begyndt at kede mig en smule, men det var fint for mig for så kunne jeg nå ned og tisse. Showet var i en klasse for sig selv, selvom (og jeg ved det er skrevet mange gange tidligere) det næsten var for professionelt.

Største anke er at koncerten var for stor og Madonna formåede langt fra at skabe energien til at tænde alle 85.000 tilskuere.

Når man sorterer Horsens fra "Madonna i Horsens" så var det faktisk en OK koncert, men absolut ikke på højde med f.eks. Kylie i Aalborg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar