27 august, 2007

Mandag - London '07

Startede dagen med at tage en dobbeldækker ind til Trafalgar Square for at gå derfra op til Buckingham Palace og videre til Hyde Park, men der kan være mange snørkler på en så simpel plan.

Jeg var ikke gået langt før jeg tilfældigt kom forbi vagtskiftet i Horse Guards, meget sjovt at se så megen tålmodighed blandt heste og deres ryttere - men flot ser det nu ud.

Da jeg endelig nåede op til Buckinham Palace var det midt i vagtskiftet der, så der var rigtig mange mennesker - en oplevelse i sig selv. Men lidt uoverskueligt og jeg satte kursen mod Hyde Park til tonerne af James Bond temaet spillet af dronnings musikkorps.

Jeg nåede at ombestemme mig før jeg nåede til Hyde Park og forsatte istedet ned til Harrods, men blev sulten på vejen og besluttede at hoppe på undergrunden ud til Kings Cross for at finde et sted at spise Fish'n'Chips - så meget for planer, men rart at kunne begive sig rundt lige efter ens eget hoved.

På Kings Cross skulle jeg selvfølgelig finde perron 9 3/4, hvorfra Harry Potter og venner tager toget til Hogwarts. De hra lavet en lille gimick med en oversavet bagagevogn så folk kan tage billeder på vej til perron 9 3/4.

Efter at jeg havde spist mine Fish'n'Chips var det British Museum der skulle opleves, ikke så meget udstillingerne men attriumet som er blevet overdækket med et fantastisk tag. Det er et rum der skal opleves. Brugte en smule tid med at kigge på udstillinger, men bliver nød til at læse lidt op og komme tilbage en anden gang, der kan sagtens bruges en dag eller to med at studere forhistoriske kulturer.

Tog endnu en tur på Oxford St. op til Speakers Corner i Hyde Park. Det var radikale religøse der brugte Speakers Corner fra mange retninger, det var ikke mange kloge ord der blev ytret i den korte tid jeg kunne holde ud til at lytte.

I Hyde Park stod der en dækstol, som jeg brugte lang tid i og nød parken som var fyldt at mennesker og slappede rigtig af - uvurderligt.

Sidste punkt på dagen var et besøg på jazz klub, Pizza Express i Soho. Man møder tidligt og spiser de lækre pizzaer fra Pizza Express og hen af aftenen går kunsteren på.

Koncerten var med Eliza Lumley som for nylig har udgivet en CD med covers af Radio Head numre, havde studeret hende lidt på hendes MySpace side men var ikke helt sikker på hvad jeg kunne vente - men det var rigtig godt. Hendes cover versioner af Radio Head numre fungerer rigtig godt og hun blandede det med nogle meget muntre jazz numre og en god portion jokes. Hun er vist kendt fra musicals og stedet var fyldt med hendes venner, hvilket skabte en rigtig god stemning og samtidig var der mange der deltog i numrene på forskellige instrumenter i løbet af aftenen. Super godt - og måske derfor jeg ikke har et eneste billede fra aftenen, jeg var simpelthen for godt underholdt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar